Kirkegårdens historie / Skibskirkegård

Holmens sogn, der i året 1617 blev oprettet af Chr. IV, har haft ikke mindre end fem forskellige kirkegårde, af hvilken den nuværende Holmens Kirkegård er den yngste. Den anlagdes i Holmens Kirkes indvielsesår i 1619 og var i brug til 1851.

Før Kirkegården ved Holmens Kirke blev anlagt, anvendtes der i Holmens sogns ældste tid (Holmens sogn grundlagt i 1617) en kirkegård anlagt i 1546 lige uden for Nørreport.

I Holmens Kirkes indvielsesår anlagdes der samtidig med kirkegården ved kirken en kirkegård på selve Holmen, der med nogle års afbrydelser var i brug til 1666. Dens beliggenhed har formodentlig været i det område, hvor bl.a. Det kongelige Teater i dag er beliggende.

I 1650'erne blev der anlagt en kirkegård ved Chr. IV's ufuldendte rundkirke St. Annæ Rotunda, omtrentlig på det areal, der i dag bl.a. giver plads til DSB's generaldirektorat. St. Annæ kirkegården benyttedes så sent som i peståret 1711 og i nogle år derefter af Holmens sogn.

Den nuværende Holmens Kirkegårds historie tager sin begyndelse med, at oberst Henrik Rüse - der var i færd med at opføre Kastellet på Fr. III's befaling, i 1662 havde udstykket arealet til to kirkegårde uden for Østerport. En for flåden (nuværende Holmens Kirkegård) og en for hæren (nuværende Garnisons Kirkegård).

10. august 1666 på St. Laurentii dag blev flådens kirkegård - også kaldet Skibskirkegård eller Bådsmandskirkegård - indviet. Samme dags eftermiddag blev som den første bådsmand Mogens Andersen Mörchtüe begravet på kirkegården af Holmens Kirkes daværende provst og sognepræst Hans Hansen Seidelin.

Af Københavns ibrugværende kirkegårde er Holmens Kirkegård den ældste, idet Garnisons Kirkegård først blev taget i brug halvtreds år senere i 1711 og Assistens Kirkegård små hundrede år senere i 1760.

Holmens Kirkegård - Skibskirkegården - var anlagt som fattigkirkegård til begravelse af de i kongens tjeneste stående ubemidlede uniformerede matroser og deres familier, "så at aldeles intet for jorden enten til Kirken eller Skolen skulle gives, mens enhver, som de bedst ved og kan selv grave den grav, som fra Holmen dertil er bestilt". Ubemidlede boende på Bremerholm skulle også begraves på Skibskirkegården.

Da det efterhånden blev almindeligt med gravsteder for andre end fattige matroser på Skibskirkegården, rejste der sig røster for at ophæve bestemmelsen om opsætning af mindesmærker af sten eller træ. Assistenskirkegårdens anlæggelse var også medvirkende til dette krav. I 1794 blev et kompromis bragt i stand, og den rigoristiske bestemmelse blev omgået, fordi en tidligere præst ved Holmens Kirke Laurids Smith - der endte som slotspræst på Fredensborg - ønskede at hvile blandt sine elskede hensovede tilhørere".

Laurids Smith blev begravet inde på kirkegården, og et mindesmærke blev rejst ham til ære uden for hegnet, ved den nuværende hovedindgang på hjørnet af Øster Farimagsgade og Dag Hammarskjölds Allé, hvor denne kirkegårdens første gravsten fortsat kan ses lige inden for i hovedalléen. Mange har gennem tiden undret sig over hunden, der hviler på monumentets fodplade, men det skyldes, at Laurids Smith foruden at være præst, filosof, forfatter også var dyreven. Så sent som tre år før sin død skrev han et banebrydende værk, der rakte langt ud over sin tid, med titlen "Forsøg til en fuldstændig Lærebygning om Dyrenes Natur og Bestemmelse og Menneskets Pligter mod Dyrene". Mindesmærket er i øvrigt flere gange blevet fornyet af Foreningen til Dyrenes Beskyttelse.

I slutningen af 1700-tallet kom der efterhånden skik på Holmens Kirke. Indtil da var der ingen fast plan over kirkegårdens anlæg. Men i 1798 udstak overkrigskommisær F. C. Schmidt en plan, som stadig er gældende. I samarbejde med kirkeværge Thunboe og kapellan V. Hjort (senere biskop i Ribe) udformede han tanken om "en Hovedpassage for Ligskarerne og en smuk Promenade" med udløbende tre linier over kirkegården. Udgifterne til alléen var yderst beskedne, idet F. C. Schmidt i den kgl. plantage selv udsøgte de 480 popler, der medgik til beplantningen. Han lagde således grunden til den smukke hovedallé med de ranke popler - også kaldet admiralgangen - der i hen ved to hundrede år var kirkegårdens markante kendemærke. Poppelalléen blev fornyet i 1879, og i 1981 udskiftedes poplerne med lind.